Få styr på livet mens du er ung

Anders Kejser startede på en NLP Practitioner som 19-årig. Efter en skole- og gymnasietid præget af diskussioner og få rigtige venner, blev NLP vejen til bedre kommunikation med forældre, venner, et højere selvværd og evnen til at nå sine mål.

Af Michael Friislund

Unge kan bruge NLP til at styrke deres selvværd, klare sig bedre i skolen både fagligt og socialt, lægge dårlige vaner på hylden og finde ud af, hvad de egentlig vil være.

For 24-årige Anders Kejser var folkeskolen og gymnasiet en arena, hvor samtaler blev til magtkampe og relationer var svære at opbygge:

Anders Kejser

” Jeg havde svært ved at forstå folk, som ikke tænkte som mig. Det skete jævnligt, at jeg fik folk til at græde i skolen. Det var ikke min hensigt, men lige så snart, jeg følte mig utryg, så tog jeg min supermandskappe på og tromlede folk ned verbalt.

Konsekvenserne blev tydelige for Anders, da han deltog i et enneagram-kursus, hvor han lærte, at han var en type 8 og at han alt for ofte brugte en meget hård retorik:

“Det gik også op for mig, at jeg kun havde opbygget få relationer i min skole og gymnasietid, som jeg kunne bruge fremadrettet,” siger Anders Kejser, som efter gymnasiet blev tilbudt en NLP-practitioner af sine forældre.

“På NLP Skolen fik jeg alle de redskaber, som jeg manglede til at forbedre min kommunikation. Jeg flyttede fra Holbæk-området til København og startede med at arbejde med unge udviklingshæmmede på Østerbro. Det gav mig muligheden for en frisk start. Jeg kunne bruge NLP overalt. Når jeg var sammen med familie og venner, eller i byen når jeg skulle møde nye mennesker.”

Fra kamphund til maratonmand

Anders fortsatte med at tage formidleruddannelsen (Master Practitioner med overbygningen).

“Jeg føler selv, at jeg er gennemgået en enorm forvandling.. Jeg holdt for noget tid siden et oplæg om at være ung og bruge NLP, og der var en pige, som var veninde med min søster, da hun boede ude på landet. Jeg så hende ikke før hun rakte hånden op og sagde: “er du sindssyg, hvor har du ændret dig.”

Anders har brugt NLP til målrettet til at finde den rigtige levevej. Han læser i dag kommunikation og virksomhedsstudier på RUC.

“Jeg fandt gennem målsætningsøvelser ud af, at jobindhold det var vigtigere for mig end en høj løn. Uansat hvad jeg skal lave, så skal det have noget med mennesker at gøre. Det handler om at finde de ting, som gør mig lykkelig. Jeg er generelt blevet ekstrem målbevidst og løber eksempelvis 50 til 80 kilometer om ugen for at træne op til maraton og ironman. Jeg tager stadig med i byen, men jeg drikker ikke, og jeg tager hjem klokken 3,” siger Anders Kejser, som ikke tøver med at anbefale NLP til alle unge han kender:

“Jeg har været sindssyg lykkelig for det. Jeg ville ikke kunne have haft de venner, som jeg har i dag, den kæreste, som jeg har i dag, eller det job, som jeg har i dag, eller det forhold, som jeg har fået til mine forældre.”